Los Angeles består af rigtig mange bydele og vi har her forsøgt at beskrive de enkelte områder, så du får en ide om hvad du kan finde de forskellige steder.

stort 3Her finder du en oversigt over de forskellige områder i Los Angeles.

Los Angeles er en sprudlende by med 18 millioner indbyggere på et område der svarer til Sjælland. Det er en “must-see” på en hvilken som helst ferie til Californien. Byen er nok mest af alt kendt for filmindustrien, men med de lækre sandstrande, fremragende shopping og en flot omkringliggende natur, er der i hvert fald nok at se i de områder vi nævner her.

 

L.A Downtown

Downtown Los Angeles har fået en kraftig makeover og er ikke længere så utryg at færdes i, som den var før i tiden. Bydelen er belliggende i den østlige del af centrum, og det er her du finder alle skyskraberne. Det er et rigtig fint område hvis du er på udkig efter underholdning og oplevelser. Du kan opleve live optrædener i the Music Center, inklusiv teater, symfoni, ballet og opera.

Du kan se noget af det bedste inden for amerikansk sport. Køb en billet til en af  LA Clippers eller LA Lakers hjemmebanekampe i Staples Center, Downtown. Hvis du kunne tænke dig at se baseball, skal du købe billet til LA Dodgers. Hvis du er mere til hårde tacklinger, så er LA Kings og ishockey svaret. Det nye underholdningsdistrikt L:A Live inkluderer udover Staples også the Nokia Theatre, hvor der også er koncerter. I området er der generelt et godt udvalg af natklubber og restauranter.

Liste med hoteller i Downtown LA

I downtown kan du også udforske China Town og Little Tokyo, eller se det oprindelige Los Angeles på Olvera Street, hvor du bl.a. finder et mexicansk marked.

Billede fra L.A downtown

 

Hollywood

Hollywood er for mange indbegrebet af LA og det er her at folk strømmer til, for at forfølge deres drømme om at blive en kendt skuespiller. Det er derfor en bydel som, for manges vedkommende, har ændret deres liv til noget de ikke turde drømme om. Turisterne strømmer hertil for at være en del af det, men inden du gør det samme får du lige en forsmag på, hvad der venter dig her.

Hollywood er kendt for sin Walk of Fame, der er en næsten 4 km lang spadsertur ad Hollywood Boulevard og Vine Street, hvor fortovet er dekoreret med stjerner og navne på kendte som er blevet hædret for deres bidrag til underholdningsindustrien. De mere personlige aftryk finder du i ”fortovet”  ved Graumann’s Chinese Theatre, hvor mere end 200 kendisser har afsat et hånd- eller skoaftryk. Det er herfra du kan booke ture i åbne vans og komme tæt på de kendtes hjem, eller komme ind og se Kodak Theater/Dolby Theater, hvor den årlige Oscar-uddeling finder sted.

Liste med hoteller i Hollywood

Du kan få taget et billede med Hollywood skiltet i baggrunden, som står solidt plantet på Mount Lee. Slå eventuelt et smut forbi Hollywood Museum og se kendte rekvisitter fra din yndlingsfilm.

Er du helt vild med film, skal du selvfølgelig besøge filmbyen Paramount Studios og få en guidet tur “behind the scenes”. En anden mulighed for en fed dag er, at forsøge at få publikums billetter til en af de serier, der bliver optaget mens du er i byen. Bliver det hele for meget, kan du tage op til Griffith observatoriet og se stjernehimlen og nyde den FREMRAGENDE udsigt eller tage en tur på hesteryg igennem Griffth Park og nyde den friske luft.

walk of fame

 

Burbank & Universal City (LA Nord)

De to bydele grænser op til hinanden og huser de fleste filmbyer og tv-studier. Det er bl.a. her du kan se Universal Studios, som er en af de ældste filmstudier i byen, og med en forlystelsespark er der garanteret underholdning for folk i alle aldre. Det er her du kan se rekvisitter fra film, blive klogere på special effects og få en guidet tur i en vogn gennem det store område.

Liste med hoteller i Burbank

Universal Citywalk er et nærliggende underholdsningsdistrikt fordelt på 3 gader, der ligger i forlængelse af filmstudiet med restauranter, forretninger, livemusic, Imax-biografer og neonlys. Warner Brothers har også studier i området og står bl.a andet bag de populære serier “Venner” og “Big Bang Theory”, samt nogle af de mest populære biograf-film.

Warner Brothers, Sony og NBC har guidede ture i små grupper der varer mellem 2 og 5 timer. Hvis du er til vilde rutchebaneture, så ligger Six Flags Magic Mountain lidt længere nordpå og her kan du prøve kræfter med nogle af de vildeste “Roller-coasters” der findes i verden.

universal studios

 

Beverly Hills

Beverly Hills blev kendt “over night” herhjemme på grund af serien 90210, der i flere år har kørt på Tv2. Dog bliver du nok skuffet når du finder ud af, at Brandon Walshs’ hus slet ikke ligger i Beverly Hills, men derimod i Pasadena. Men det er nu en helt anden snak. Beverly Hills er store huse, glamour og dyre butikker.

Liste med hoteller i Beverly Hills

Rodeo drive (kendt fra Pretty Woman) lægger vej til nogle af de dyreste forretninger i verden. Det er her de kendte kommer og shopper, og ofte vil du se paparrazi-fotografer stå ved butikkerne, mens de venter på en kendt kommer forbi. Sunset Strip er lige på kanten til Beverly Hills og et fantastisk sted at tage hen, hvis man skal ud og spise eller hvis man er på udkig efter en bar, natklub eller anden underholdning. Så er det i øvrig også her Ole Henriksen har sin forretning.

beverly-hills-116226_960_720

 

Santa Monica & Venice (LA Vest)

Santa Monica er en hyggelig badeby med en 5 km lang hvid sandstrand og høje palmetræer. Gågaden på 3rd Street er en livlig, men bilfri gågade, med forretninger, restauranter, cafeer og gadegøglere om aftenen. Her kan man trygt leje en cykel og cykle langs cykelstierne og nyde udsigten.

Liste med hoteller i Santa Monica

Liste med hoteller i Venice Beach

Byen er mest kendt for molen som har et gammeldags tivoli med alt hvad der hører sig til. Hvis du synes stranden virker bekendt, kan det være fordi Baywatch er optaget her. Uanset hvor du bevæger dig rundt i byen er der altid en rigtig god stemning – men hold øjnene åbne, da det også er et af de kendtes foretrukne opholdssteder.

Hvis du er til det lidt mere alternative, så er Venice stedet for dig. Her kan du opleve hippier og kunstnere i hobetal og en meget tilbagelænet livsstil. Der er nogle funky små boder og en god stemning hvor end du bevæger dig hen. Kig endelig forbi Muscle beach på Ocean Front, hvor du kan se body-buildere træne i bar overkrop på stranden. Det er noget af et særsyn, men Venice er bestemt et sted man kan tilbringe en varm sommerdag sammen med alle de andre, der gerne vil ses.

santa monica

 

Marina Del Ray

Hvis du er til lystbådehavne og en hyggelig atmosfære, så er Marina Del Rey stedet for dig. Det er en lille oase i L.A, Menneskeskabt og efter signende en af de største lystbådehavne i verden. Tæt på finder du Fisherman’s Village som er et lille, og lidt slidt iscenesat fiskerlandsby med mange butikker og restauranter. Trænger man til en pause fra storbylivet kan man søge herud og samtidig besøge stranden.

Liste med hoteller i Marina Del Ray

marina del rey

 

Eastside

Eastside ligger nord for Downtown, men øst for Hollywood. Meget funky og bærer stadig præg af de mange latinoer, der slog sig ned i dette område. Dog er de stigende huslejepriser i området med til at skubbe de oprindelige beboere ud af bydelen, for at skabe plads til en mere købestærk gruppe. I dag er det i dette område du finder noget at det bedste og mest autentiske mexicanske mad, Los Angeles har at byde på. Echo park har en flot park med en sø og ellers er det herude LA Derby Dolls hører til, som udøver en noget anderledes sport for kvindelige rulleskøjteløbere.

 

LA Syd

Set med turistøjne, er den sydlige del af byen ikke så spændende igen – da der er få attraktioner. Selvfølgelig kommer vi ikke uden om Disney Land i Anaheim. Stedet er iøvrigt mere eller mindre en tro kopi af den der er i Paris. Syd for Downtown finder du også South Central, Compton og Long Beach, som man så vidt muligt bør undgå. Det er her West Coast rapmusikken udviklede sig i 1980’erne og 90’erne, og selv i dag bærer den lidt præg af gadebander og høj kriminalitet. Det var i øvrigt her raceurolighederne omkring Rodney King udsprang. Long Beach kan dog ikke undgås hvis du vil med færgen ud til Catalina Island eller se den gamle luksusliner Queen Mary.

Liste med hoteller i Long Beach

Disney land

 

Hvor skal man bo i Los Angeles?

Los Angeles er en rigtig storby og det er derfor ikke ligegyldigt hvor man vælger at bo. Er man i byen for at opleve en enkelt ting, fx hvis man har lovet børnene en uge i Disneyland, så giver det lidt sig selv, at man vælger at bo klods op ad den attraktion man er kommet til byen efter.

Men, har man som de fleste fire eller fem dage, og ønsker at se de mest populære attraktioner, kan man passende slå sig ned i den nord/vestlige del af byen. På den måde kan man spare en del tid, da der ikke vil være langt til de mest populære attraktioner, og er man på den forkerte side af byen kan det tage op til en time – nogle gange to – at forcere trafikken, hvis der er mange biler på vejene.

Syd for downtown sker der i øvrigt ikke meget, så sigt efter West Hollywood eller Santa Monica. Uanset hvor I placerer jer i de områder vil I samtidig være “tæt” på vandet, hvilket er fedt om sommeren, samt lufthavnen, offentlig transport og downtown, hvis I skal ned og se de arkitektoniske bygninger eller opleve en sportsbegivenhed. På The Strip, og den del af Sunset Boulevard der ligger i West Hollywood, finder I en masse fede restauranter, barer og caféer, og derfor er det område ekstra interessant.

 

Prøv Airbnb

Hvis I godt kunne tænke jer lidt mere plads og en mere lokal oplevelse, kan i booke en privat lejlighed igennem Airbnb. Det kan godt svare sig hvis I skal være der i mere end et par dage. Hvis det kun er for to dage, vil den økonomiske besparelse ofte forsvinde grundet servicegebyret, og så skal man gøre op med sig selv om det er dét værd, med at kontakte udlejer, få overdraget nøgler og afleveret lejligheden igen.

Mange ser det som en fordel at have eget køkken, og det er også lækkert at kunne lave sin egen morgenmad. Men vores erfaring siger, at man ofte vil være ude og opleve byen hele dagen, så man ender ofte med ikke at lave frokost eller aftensmad her. Alt i alt er det dog dejligt at have lidt mere plads og ofte vil udlejeren have en lille bog liggende med gode råd til oplevelser i området.

 

Få en gratis ovenatning med Hotels.com

Hotels.com er en af de bedre søgemaskiner til at finde hotelværelser. Deres loyalitetsklub kan godt give jer en gratis overnatning eller to sidst på turen, hvis i udelukkende bruger Hotels.com på jeres to eller tre ugers ferie i Californien. De lover også at have hotelværelset til den billigste pris. Det vil sige, at hvis du booker et værelse, og senere finder det billigere på nettet hos en konkurrerende hjemmeside, refunderer Hotels.com differencen.  Angående værelset, så bør I vælge et værelse med morgenmad/halvpension, da morgenmad ude i byen hurtigt bliver dyrt. Hvis I er på budget, kan I samtidig lave jer et par sandwiches og tage lidt frugt med fra buffeten, så er frokosten også hjemme.

Få en gratis overnatning på Hotels.com

Jeppe Hansen

Jeppe Hansen

Jeg har rejst en masse i Californien og er vild med naturen og ikke mindst den enorme gæstfrihed amerikanerne udviser. Her på calitours.dk deler jeg ud af de erfaringer jeg har gjort mig mens jeg har læst og rejst i Californien. Smid endelig en kommentar hvis du lige har været af sted, eller hvis du har noget du gerne vil bidrage med.
Jeppe Hansen