San Francisco

Fisherman’s Wharf

Fisherman's Wharf er et område med masser af liv og god stemning, centralt i San Francisco.

Fisherman's Wharf

Fisherman’s Wharf er et af byens charmerende områder, hvor der er en masse liv og en helt fantastisk stemning. Man kan sagtens tilbringe en eftermiddag her bare ved at gå rundt og lade sig underholde af de mange gøglere eller de andre turister. Samtidig er der en flot udsigt til Alcatraz og vandet generelt. Der er ikke mange fiskekuttere tilbage, men heldigvis er her stadig en masse lækre fiskerestauranter, hvor du kan få snowcrab eller en krabbesuppe serveret i et udhulet franskbrød.

Ungerne kan få en Ben & Jerrys’ is, de voksne kan prøve noget frisk skaldyr og de større børn kan tage et smut over på In’n Out Burger, der ligger på den anden side af vejen lidt længere nede, hvis de er for kræsne. Ellers er der også Applebee’s, som er en amerikansk familierestaurant eller Bubba Gump. Har man mod på at gå lidt længere kan man også tage over på Ghiradelli Ice Cream and Chocolate Shop og prøve deres kendte Sundae is med hjemmelavet karamel (Ghiradelli Square, 900 Northpoint).

 

Ideer til hvad man ellers kan lave

Tag de mindre børn med forbi Boudin’s Flagship Store, hvor de kan komme helt tæt på livet i et bageri og se hvordan brød bages (adresse: 160 Jefferson St. CA94133).

Se SS Jeremiah O’Brien der anses for at være et af de mest intakte skibe fra Anden Verdenskrig. Et levende museum I kan opleve ved Pier 45. Koster 20 dollars at komme ombord og se det. Er man til ældre sejlskibe, så kan man gå forbi Hyde Street Pier og de store sejlbåde eller dampskibet.

Madam Tussauds San Francisco, lige som voksmuseet i London, bare med fokus på amerikanske karakterer og i et lidt mindre format.

San Francisco Dungeon, minder også om den tilsvarende udgave i London. Igennem de 60 minutter det varer, fortælles historien om den mørke side. Det kan være svært for børnene at forstå dialogen fordi der bliver snakket ret hurtigt på engelsk.

Pier 39, området der er kendt for de mange søløver der, nærmest over natten, indtog pladsen og har nægtet at forlade stedet siden.

Det mekaniske museum: Et helt klart must, uanset alder. Her kan I prøve de gamle arkadespil der er flere årtier gamle. Der er omkring 200 af dem, og det koster som regel 25 cent at prøve dem. Du finder stedet i starten af Pier 45.

USS Pampanito: I har mulighed for at komme ned i ubåden. Der er lidt trængt dernede men ellers er det en sjov oplevelse.

Kapellet nær Pier 45, der mindes fiskerne der mistede livet på vandet.

 

Vores top 5

Personligt synes vi mange af de betalte aktiviteter ikke er så spændende. De er lidt for turistet, men det skal ikke tage noget fra oplevelsen ved at være i området.

  1. Gå en tur i området.
  2. Oplev de mange optrædener fra gøglere og musikere.
  3. Det mekaniske museum.
  4. Pier 39.
  5. Få en froskost.

 

TIP: Hvis du er her den 4 juli er her et fantastisk fyrværkerishow til at markere den amerikanske uafhængighedsdag. Gregory Jacobs, den legendarisk “bushman”, som i mere end 20 år sad og skræmte turisterne er desværre ikke længere blandt os, men var et af de mest underholdende indslag ved Fisherman’s Wharf.