Universal Studios er en af de mest populære turistattraktioner i Los Angeles. Filmbyen og forlystelsesparken tiltrækker millioner af besøgende hvert år og der kan være lange køer ved attraktionerne – især i højsæsonen.
Før I tager afsted
Derfor anbefales det at opgradere billetten til en “front-of-line” billet, så man i stedet stiller sig over i en anden kø der har fortrinsret til den næste tur. De starter simpelthen med at lade den her kø fylde forlystelsen op – før den anden kø kommer til. Det kan virke forkert, men ofte vil det være nødvendigt, hvis du ønsker at nå det hele på én dag.
Det kan være en god ide at købe billetten online. Så undgår du nemlig at stå i kø ved billetboderne, og ved du allerede nu, hvilken dag du ønsker at besøge Universal Studios, så kan du endda spare penge ved at købe billetten minimum en dag før.
Når I skal derud er der gode parkeringsmuligheder ved parken. Det koster mellem 18 – 35 dollars at holde der hele dagen – alt efter hvor tæt på parken man ønsker at holde.
Det skal I se
Universal Studios er mest kendt for deres prisvindende “studio tour”. En 30 min. lange tur i åbne vogne der tager jer rundt i det arbejdende filmstudie, hvor du kan se nogle af kulisserne fra kendte film og serier. Bl.a. gaden Wisteria Lane fra Desperate Housewifes og Bates Motel fra Psyco. Peter Jackson, instruktøren bag King Kong, har været inde over opførelsen af verdens største 3D oplevelse, som du også kan få i parken.
Derudover venter der jer en masse sjove forlystelser, der er inspireret af nogle af de mest kendte film. Hvis du er vild med the Simpsons, er der et helt område dedikeret til denne kult-familie. Længes du efter lidt action, finder du det i Waterworld, hvor der er et imponerende show, der får publikum op af stolene. Special effects showet er også noget man bare skal se mens man er her. Listen er lang, og man kunne blive ved med at nævne de mange attraktioner.
Når I er færdige
Når I er færdige kan I slutte dagen af i Universal Citywalk, som er et underholdningsområde der ligger i forlængelse af Universal Studios. Her kan I få noget at spise, shoppe lidt, og nyde stemningen.
Universal Studios er selvfølgelig noget af en udskrivning, men en fremragende Hollywood oplevelse at give sig selv eller sine børn. Især hvis de er mindre – da børn ikke kan komme ind i de andre filmfilmbyer i Los Angeles, grundet aldersgrænsen. Derfor anbefaler vi, at I bruger en hel dag i Universal Studios og får en oplevelse I sent vil glemme.