San Diego området er én stor metropol med hele 3 milioner indbyggere. Derfor kan man godt få brug for lidt information omkring byens mest interessante områder inden afrejsen. De fleste vælger at tage et hotel ved vandet (La Jolla/ Mission Bay) eller i centrum (Gaslamp Quarter/ Little Italy). Hvis det skal være med familie og meget stille kan man søge mod Coronado. Der kommer ofte an på hvad man søger og om man har bil eller ej. Kortet nedenfor indeholder nogle af de områder vi har beskrevet i artiklen her.
Gaslamp Quarter
Gaslamp Quarter er vel nok det mest kendte område i San Diego. Kvarteret i Downtown dækker området omkring 5th Avenue fra Harbor Drive i syd og helt op til C street i Nord. I dag er kvarteret San Diegos mest populære gå-i-byen-sted med utallige restauranter, barer, clubber og butikker. Der er en fantastisk vibe i området, som er karakteriseret af victoriansk arkitektur blandet med sydcalifornisk og latinamerikansk kultur.
Gaslamp Quarter er faktisk ikke San Diegos historiske centrum. Det er derimod Old Town, et par kilometer nordpå. Området opstod, da en lokal byggematador købte området, med formålet at bygge et nyt centrum tæt på vandet tilbage i 1867. Efter en del år begyndte området at udvikle sig til et rigtigt downtown, men igennem flere årtier i midten af det 20. århundrede, var området i stor forfald, og ikke før området blev gentrificeret af de lokale myndigheder i 1980’erne, fik man udviklet Gaslamp Quarter til det det er i dag.
>> Du kan booke et hotel i Gaslamp Quater her!
Billede af Gary J. Wood
Seaport Village
Seaport village er et besøg værd, ikke mindst hvis I bor i Downtown. Det er en lille “landsby” ved vandet, som er fyldt med hyggelige butikker og restauranter. I behøver at ikke bruge mere end en formiddag, men kig ind i de mange butikker, gå langs promenaden ud til havnen, og slut af med en frokost.
I Seaport Village finder du specialbutikker som for eksempel Hot Licks der sælger chillisauce og For Bare Feet, der sælger strømper og hjemmesko. Her finder du f.eks. strømper fra mange af de store NFL klubber, lokale college hold og enkelte hold fra andre sportsligaer. Et stort hit hvis du f.eks. kender en football-gal USC Trojans fan hjemme i Danmark.
Nu I er i området, anbefaler vi at gå de 300 meter langs havnen til det store pensionerede hangarskib USS Midway, som i dag er et populært militærmuseum. USS Midway var i flere år verdens største skib, og har siden fødslen i anden verdenskrig deltaget i både Vietnamkrigen og Operation Desert Storm.
>> Du kan booke et hotel i Seaport Village her!
Billede af Jeffrey Zeldman
Old Town
Old Town med den rette betegnelse Old Town San Diego State Historic Park, er den historiske bymidte, hvor San Diego blev grundlagt som den første europæiske by i Californien. Siden 1968 har området eksisteret som en åben park, hvor alle kan komme ind og se de gamle bygninger og besøge nogle af museerne og butikkerne. Både parken og parkering er gratis, og fra Old Town Transit Center kan man tage tog, busser og ikke mindst “The Old Town Trolley“, som tilbyder sightseeingture rundt i byen.
>> Du kan booke et hotel i Old Town her!
Billede af Ken Lund
Little Italy
Som i mange andre storbyer er der et Little Italy i San Diego. Området ligger tæt på vandet i den nordlige del af Downtown. Du finder ikke den helt samme atmosfære som i Little Italy i New York, men i oktober måned afholdes Little Italy Festa, en italiensk festival med live musik, god italiensk mad, Bocca-turnering og meget mere i gaderne omkring. Gaderne i området bliver lukket af et par dage før, så vi anbefaler at tage offentlig transport.
>> Du kan booke et hotel i Old Town her!
Strande i San Diego
La Jolla Shores er en populær sandstrand ud mod Stillehavet. Den ligger et stykke nord for byen, så det er her du skal hen hvis du vil tilbringe en hel dag ved stranden. Der er omklædningsrum, parkering, udlejning af kajak- og surfingudstyr, og så er stranden fantastisk til en svømmetur.
>> Du kan booke hotel i La Jolla her!
Mission Bay er en smule tættere på byen end La Jolla og er indbegrebet af strandkultur i San Diego. Stranden er flere kilometer lang, og som noget helt specielt kan man krydse halvøen (200-300 meter) til stranden der ligger ind mod bugten (Mission Bay). Her er der knap så store bølger og typisk færre mennesker. Der er også mulighed for at ligge under palmerne på den store græsplæne mellem parkeringspladsen og sandstranden. Mission Bay er et perfekt område til en gå- eller cykeltur, ikke mindst langs promenaden hvor der er caféer og restauranter.
>> Du kan booke hotel i Mission bay her!
Den nordlige del af stranden kaldes Pacific Beach, som er en knap så besøgt strand, da den er mere surfervenlig end badevenlig. Ikke desto mindre vil vi anbefale at man fortsætter den korte cykeltur nordpå, hvor man i samme ombæring, kan indtage sin frokost på Oscar’s Mexican Seafood.
Mexico
Et af San Diegos kendetegn er dens latinamerikanske indflydelse fra Mexico, som nærmest ligger i San Diegos baghave. Storbyen Tijuana ligger kun 30 km syd for San Diego Downtown. Hvis I har mange dage i Sydcalifornien kan I godt overveje at tage til Mexico, men vær OBS på at grænsen er noget mere bevogtet og det tager længere tid at komme over grænsen og tilbage igen. Hvis i har en lejebil må i højest sandsynlig IKKE krydse grænsen i bilen. Så overvej det lige en ekstra gang og tjek de lokale anbefalinger da byen har et blakket ry og vil man se Mexico får man en bedre oplevelse ved at se andre områder en Tijuana.
Hvis du kun har et par dage i San Diego, anbefaler vi at du bliver i San Diego. Her vil du ofte kunne få en lige så autentisk mexicansk oplevelse som i den noget turistprægede Tijuana.