Las Vegas

Las Vegas North Premium Outlets

Hvis shoppingtrangen bliver for stor, er der heldigvis et outlet center rimelig centralt placeret i byen med gode priser på de kendte mærkevarer.

Las Vegas North Premium Outlets er et udendørs shoppingcenter, hvor du kan finde nogle af de mest kendte mærker til nedsatte priser. De 175 butikker ejes af producenterne, som derfor springer mellemleddet over og kan sælge tøjet til nogle andre priser end du er vant til. Ofte 30 – 70 % under normal udsalgspris. Derfor kan der være mange penge at spare på mærker som Tommy Hilfiger, Hugo Boss, Calvin Klein m.m.

Det eneste du skal være opmærksom på er, at Sales Tax (8,10 %) kommer oven i den pris du ser på skiltet, og bliver lagt til ved kassen. Det hænder at tøjet er anden sortering, så sørg altid for at være lidt ekstra opmærksom på, at der ikke er nogle pletter eller fejlsyninger.

Las Vegas North Premium Outlets ligger rimelig centralt i Las Vegas og der er gode parkeringsforhold. Ellers går SDX bussen næsten lige til døren fra The Strip. Vælger i at tage herud kan i med fordel registrere jer online inden og derved opnå endnu større rabatter.

Hvis i bliver sultne, er der en Chipotle – der laver en lækker Burrito og så kan i passende slutte af med en Cheese Cake i bedste amerikansk stil på Cheese Cake Factory.

Vi foretrækker Las Vegas North Outlets frem for Las Vegas South Outlets, fordi den er udendørs og lidt større end den anden.