I Californien er det muligt at stå på ski og bestige bjerge i “the Rockies”, bade i stillehavet og gå en tur igennem ørkenen. I denne guide får du den perfekte ørkentur gennem hele fire stater, inklusiv Californien. Denne roadtrip fører jer gennem den californiske ørken, Arizonas Grand Canyon, indianerreservater, Death Valley og Las Vegas som de mest kendte seværdigheder.
Ruten – 1.897 km
Stop på ruten
Start: Los Angeles (dag 1-3)
- Palm Springs (dag 3-4)
- Joshua Tree National Park (dag 4)
- Lake Havasu City (dag 4-5)
- Flagstaff (dag 5-6)
- Grand Canyon (dag 6-7)
- Navajo indianerreservatet (7-8)
- Bryce Canyon (dag 8-9)
- Zion National Park (dag 9-10)
Slut: Las Vegas (dag 10-12)
Startbyen Los Angeles
Langt de fleste vil nok starte denne tur i Los Angeles, som er den nærmeste storby. Hvis du ikke har været her før, anbefaler vi helt klart tage tage et par dage i byen, inden du starter ruten mod ørkenen. LA har nemlig en masse spændende oplevelser at byde inden for sport, film, musik og kultur. Læs meget mere om Los Angeles på vores LA-sektion.
Stop 1: Palm Springs
Palm Springs har tusindvis af swimmingpools, golf resorts, palmetræer og tennisbaner, og er derfor et yndet tilflugtssted for de lokale, der har hang til det gode liv, og vil væk fra den stressende hverdag. Byen voksede, i takt med at kendte Hollywood stjerner fik sig en ferieresidens i byen, og sidenhen har den markeret sig som ”the place to be”. Shopping er der også gode muligheder for, og hver torsdag afholder byen “VillageFest”, som er en gadefest med mere end 200 boder. Om vejret holder, behøver de ikke bekymre sig om – med 320 solskinsdage om året, er der gode chancer for høj sol.
Det skal du opleve: Palm Springs Aerial Tramway
En svævebane med roterende gulv, så alle i den får hele udsigten med. Den tager jer 4 km op ad bjerget San Jacinto. Her er der en fremragende udsigt, ikke mindst når du stiger af. Derfra kan du vælge at vandre, spise en lækker picnic eller få noget godt på restauranten. Fordi du er så højt oppe, kan der være køligt, så husk at medbringe en sweater. Hvis du er til vandring, så tag tidligt derop og følg en af de mange stier – evt. hele vejen til toppen.
Det kan du overveje: Palm Springs Air Museum
Et museum med ældre veteranfly, hvor mange af dem der arbejder der har et helt specielt forhold til de udstillede fly. De er frivillige, og flere af de ældste deltog i Anden Verdenskrig. Hvis du er interesseret i historie herunder Anden Verdenskrig, venter der her en helt særlig oplevelse.
Det kan du overveje: Indian Canyons og Agua Caliente Canyons
Fantastisk sted til at vandre med imponerende kløfter, fremragende udsigt og let at komme igennem til fods – men husk vand og godt fodtøj! Glem ikke Seven Sisters-vandfaldet (Palm Canyon) og de ældgamle palmer. Hvis du ikke ønsker at gå ud på egen hånd kan du tage på en af park-rangernes ture, som er der for at passe på gæsterne. De kender området ud og ind, og ved alt om parken. Sørg for at forlade parken inden den lukker – ellers er der risiko for at de fjerner din bil! Husk kontanter, da der er entré ($9 pr. voksen).
Du kan vælge mellem Palm Canyon, Andreas Canyon og Murray Canyon.
Hoteller og overnatning i Palm Springs
Stop 2: Joshua Tree National Park
Ikke langt fra Palm Springs finder du nationalparken Joshua Tree. Kendt for de mærkeligt formede træer, kaldet Joshua, som kun vokser i store stenformationer i Mojava ørkenen. Joshua træerne kan blive mellem 5 og 15 meter høje og er 50-60 år om at være helt udvokset. Det siges at det var mormonske pionerer der gav dem navnet, fordi træernes udstrakte arme guidede dem til det forjættede land. Udefra ser den tør ud, men den er overraskende rig på dyreliv. Det koster $20 pr. bil (2016) at komme ind i naturparken og billetten gælder i op til 7 dage. Ofte vil det dog være nok for besøgende blot at bruge et par timer her og tage en af stierne (Cholla Cactus eller Hidden Valley) inden turen fortsætter mod Lake Havasu City.
Joshua Tree National Park – Af Christopher Michel
Hoteller og overnatning i nærheden af Joshua Tree National Park
Stop 3: Lake Havasu City
Det, der startede som en gal mands værk, er i dag på størrelse med en stor, dansk provinsby. Det er her, du kan se den gamle London Bridge, som i sin tid stod over Themsen. Den øgede trafik i den engelsk hovedstad betød, at broen stille og roligt sank. Det fandt den amerikanske rigmand Robert McCulloch ud af og købte broen. Den blev skilt ad i 1967 og derefter sejlet til USA i små dele og samlet her midt i ørkenen. Herefter blev der gravet en kanal, så broen går over til en ø der ligger i søen Lake Havasu. I dag står den intakt og biler krydser den hver eneste dag. I området ved siden af broen er der lavet en lille hyldest til England kaldet English Village, hvor du kan se nogle forretninger og effekter, man som regel forbinder med England. Ellers er der søen Havasu, som er et fint sted at leje vandski eller fange aftensmaden.
London Bridge – Af InSapphoWeTrust
Hoteller og overnatning i Lake Havasu City
Stop 3: Flagstaff
Efter Lake Havasu City kan du passende overnatte i Flagstaff, som er et godt udgangspunkt for at se nogle af de omkringliggende indianerlandsbyer. Samtidig er det et godt udgangspunkt for efterfølgende at se Grand Canyon ved at køre nordpå ad I80 ind i Grand Canyon National Park.
Hoteller og overnatning i Flagstaff.
Stop 4: Grand Canyon
Et af CNNs syv bud på verdens naturvidundere og muligheden for en uforglemmelig solop- eller nedgang venter dig. Grand Canyon er verdens største kløft, og ved foden løber Colorado River. Der er flere måder, du kan gribe det an på.
Du kan vælge at køre ud til SkyWalk ved den vestlige indgang, og mærke suget, det giver i maven, når du står på dette kunstige plateau og kigger lige ned i den enorme kløft. Dette er den næstmest besøgte del af Grand Canyon og den del der er tættest på Las Vegas.
Alternativt kan du mellem den vestlige- og sydlige indgang se Havasu Falls. Men vandfaldene kan kun ses til fods eller på muldyr-ryg. Havasu Falls anbefales ikke, hvis du rejser med børn, da det er en 20 km lang vandretur for at komme ned og se vandfaldene, og samtidig skal du betale 35 dollars til indianerstammen for at have lov til at bevæge dig ind på dette område.
Grand Canyon – Af Tony Hisgett
Den sydlige del af Grand Canyon (South Rim) er åben året rundt, og det er den mest tilgængelige del af Grand Canyon. Her er det muligt at se Colorado River. Dette er et rigtigt godt valg for børnefamilier, og langt de fleste parkerer bilen og tager shuttlebusserne til én af de mange udsigtsposter, der er blevet portrætteret i blade og på TV. 90% af alle besøgende til Grand Canyon vælger den sydlige del South Rim og det er også det man normalt anbefaler førstegangsbesøgende. Her kan man holde ind ved et af de mange steder ved South Rim, nær Tusayan, og gå eller trekke lidt på en af de anbefalede stier.
Som minimum bør du gå ad Kaibab Trail til Ledar Ridge (5 km tur/retur).
De mere trænede kan gå til Plauteau Point (18 km) eller tage turen på ryggen af et muldyr.
Den nordlige del er knap så besøgt. Dels fordi der er langt derop (340 km), og når du er her, så er det mere bredden på Grand Canyon du oplever og ikke så meget dybden.
Den østlige del er lidt en outsider med den hesteformede sko (Horseshoe Rim), som Colorado River snor sig om. Men det bedste, du kan tilbyde dig selv, er, at tage en helikopter tur ned i kløften og bagefter komme på en båd, der sejler ned af den mudrede Colorado River.
Stop 5: Navajo-indianer-reservatet
Det største indianerreservat dækker over et område på størrelse med Danmark i den nordøstlige del af Arizona samt mindre områder af Utah og New Mexico. Her finder du de velkendte seværdigheder som Monument Valley og Canyon de Chelly National Monument.
Området styres af Navajo-indianerne og de 250.000 efterkommere har spredt sig over området. Nogle bor i primitive mobile homes, mens andre har fastholdt det oprindelige erhverv som hyrder eller landmænd, og enkelte følger stadig datidens overtro for spirituel harmoni. Det er fristende at tage billeder af dem, men spørg først – da flere ikke ønsker at blive udstillet, og så følger de sig også svigtet af staten med den lidt sørgelige historie in mente.
Monument Valley er fire timer nord for Flagstaff og kendt for de store klippeformationer med stejle sider og flad top – enkelte er op til 300 meter høje. Lyset her er betagende og kaster nogle store skygger fra de højtragende momumenter. Stedet er som taget ud fra en John Wayne-cowboyfilm, og de har bl.a. dannet rammen om mange skydescener i filmhistorien – ikke mindst biljagten i “Tilbage Til Fremtiden”. Derfor er det ikke overraskende et af de mest fotograferede landemærker i USA. En stor oplevelse venter jer!
Monument Valley – Af Alexander Russy
En god start vil være at køre forbi besøgscentret og få kort over området. Canyon de Chelly National Monument er en sandstens canyon med store klippeformationer og ældgamle ruiner. Den sydlige del har de bedste udsigtsposter inkl. “Spider Rocks” – de her dobbelte, høje stenformationer, der står placeret noget afsides i forhold til Canyon-væggene.
Navajo-indianerne tror på at edderkoppekvinden gemte knoglerne af sine ofre på toppen af disse stenformationer. De fleste stier kan du nå frem- og tilbage på én timer hver vej – alternativt kan du også køre forbi Hopi-reservatet, som er et lille indianerreservat i det store Navajo-reservat. Her kan du se området Betatakin og Keet Seel-ruinerne, som er de største i området og giver et billede af, hvordan indianerne levede for 900 år siden.
Stop 6: Bryce Canyon
Bryce Canyon i den sydvestlige del af Utah er den største koncentration af Hoodos, de her forskelligformede stenformationer med flotte røde skær. Det er også det eneste der står tilbage af Bryce Canyon efter at være blevet lettere nedbrudt af naturens kræfter. Nationalparken er åben døgnet- og året rundt. Her kan du få nogle uforglemmelige vandreture i et unikt landskab. Stenformationerne danner flere steder et hesteskosformet amfiteater med mange farvenuancer. Den lille nationalpark er helt sikkert et besøg værd, da her ofte er skyfrit og masser af frisk luft. Har du kun én dag i området, bør du – hvis muligt – tage solopgangen (ved Sunrise Point) eller solnedgangen (ved Sunset Point) og gå langs én af stierne. Det kunne være Navajo/Queens Garden Loop som tager dig forbi Thors Hammer, den mest kendte stenformation i parken, Two Bridges og Wall Street, en smal passage med stejle klippevægge. Udsigten fra Inspiration Point er også en favorit hos mange. Er du her i flere dage, kan du passende tage en tur på muldyr eller køre til Rainbow Point (32 km) og holde ind ved de mange udkigsposter.
Bryce Canyon – Af Don Graham
Hoteller og overnatning i Bryce Canyon National Park.
Stop 7: Zion National Park
Når du kører videre i den sydvestlige del af Utah, kommer du til Zion National Park, der er kendt for sine klipper og kløfter – en betagende skønhed, der tiltrækker mange turister hvert år. Start fra bunden nede omkring Virgin River og bevæg dig opad, indtil du bliver belønnet med den fantastiske udsigt. Har du mod på det, tager du selvfølgelig The Narrows – en af de bedste trekking-ture/stier i USA, der kan klares på en dag – den er smal og deraf kommer navnet. The Narrows opleves bedst ved at man går nede ved floden med klippevægge til begge sider. Hvis du starter fra Temple of Sinawava og går mod strømmen kræves der ikke tilladelse. Du vælger selv, hvor langt du vil gå, før du vender om igen. På strækningen ser du de flotteste og snævreste passager, som virkelig er fascinerende. De, der har mod på mere, skal vælge Chamberlain Ranch og tage kontakt til parken for at arrangere transport og få tilladelse.
Undersøg altid vejrforholdene inden da der kan være stormflod. Angels Landing er også en god mulighed for ikke-trænede, men alligevel en noget mere anstrengende vandretur, der dog er det hele værd, og som også kan klares på en dag. Turen afsluttes på toppen med en imponerende udsigt til alle sider.
Zion National Park – Af faunng’s photos
Overnatning ved Zion National Park
Stop 8: Las Vegas
Det sidste stop på ruten er underholdningsbyen Las Vegas. Her kan du spille jeres resterende lommepenge op eller se et af de mange storslåede Las Vegas-shows. Efter en hård tur gennem ørkenen bør du tage et par nætter i Las Vegas og nyde livet på et af de mange luksushoteller. Vi har en hel sektion om Las Vegas lige her, hvor du kan læse meget mere om byen, og hvilke attraktioner der er værd at se.